Hvad koster en Woocommerce webshop? (1)

Hvad koster det egentlig at lave et WordPress-website med en WooCommerce webshop? Brug denne guide til at få overblik over hvad du skal bruge penge – og tid – på.

Hvis du går ud søger efter en freelance udvikler til at lave din WooCommerce webshop og slår en opgave op herom, så kan du få tilbud på alt fra nogle få hundrede kroner til både 10 – 20 – og 30.000 kr. – og op!

Det drastiske spænd i priserne skyldes mange ting.

De allerbilligste tilbud kommer typisk fra udviklere som er bosiddende i andre lande end Danmark og derfor har lavere udgifter som de skal dække. Du kan måske købe en lille webshop til 500 kr. med 5-10 produkter og alt inklusive, hvis du dog selv sørger for hosting og domæne.

I den dyreste ende bliver webshoppen lavet i Danmark og her vil priserne som regel være fra flere tusind kroner og op. Og hvis der skal laves mange – måske flere hundrede – produkter, samt indgå hjælp til tekst og design, marketing og søgemaskineoptimering, og meget mere, så løber det let op i både 10 og 20.000 kr og mere til. 

Priserne svinger dog utrolig meget, også for de samme sæt af opgaver, så betragt alt hvad jeg skriver her, som min helt private vurdering  af hvor jeg ser markedet lige nu. Du skal også selv ud og lave research!

Det vigtigste du kan tage med dig er faktisk ikke så meget priserne her og nu for de enkelte ting – for de kan og vil ændre sig.

Det vigtigste er at du forstår hvor meget arbejde, også for dig, der indgår i at have et WordPress website med en WooCommerce webshop – udover hvad du ellers skal bruge tid på af lager, regnskab, markedsføring, evt. ansatte, osv., osv.

Men her er hvad du skal bruge tid og penge på i web-delen:

Det grundlæggende

Du skal altid have webhotel og domæne. For små shops vil det typisk ikke koste mere end 500-1000 kr. om året for disse to ting.

Prisen stiger når du skal have en kraftigere server, som er hurtigere, har mere plads, kan tage imod mere trafik på din webshop, osv. De fleste sites vil klare sig med såkaldt Shared Hosting, hvor flere sites deler samme server på et webhotel. Men de største (eller mest ambitiøse sites) vil betale for deres egen, dedikerede server.

Installation af WordPress er relativt let på de fleste webhoteller, som har en såkaldt 1-Click løsning. Men der kan være tale om at WordPress i særlige tilfælde skal installeres manuelt, og uanset hvad vil udvikleren eller bureauet selvfølgelig tage sig betalt for det.

Jeg tager typisk det der svarer til 1 times løn for at installere WordPress, for der kan altid være noget der tager ekstra tid vil oprettelsen, alt efter hvilket webhotel kunden er på, eller hvis der er særlige krav fra starten. Nogen gør det også gratis, fordi det indgår som en del af en større opgave, og derfor vælger man ikke at tage noget for det.

Når WordPress er installeret er det tid til at få WooCommerce installeret. WooCommerce er WordPress’ webshop Plugin.

Et Plugin er et stykke software der giver WordPress ekstra funktioner.

Det kan rangere fra det meget enkle hvor Pluginet måske blot fjerner en detalje ved WordPress, som sætningen “designet af WordPress” i footeren på sitet – til det meget komplicerede som en hel webshop.

Når shoppen er installeret skal den indstilles …

Webshoppens indstillinger

Når WooCommerce er installeret skal der generelt oprettes indstillinger for lager, fragt, skat, moms, osv.

Jeg vil sige at selv om man ved hvad man gør, så skal man regne med minimum 1-2 timer til at få WooCommerce ordentlig installeret, de rette indstillinger på plads for fragt, moms, osv.

Og heri er ikke indberegnet installation og konfiguration af betalingsgateway, labelsprint, regnskabsintegration og andet godt! (Det kommer vi til lige om lidt.)

Jeg laver selv altid et overslag baseret på informationer fra kunden om hvor lang tid denne del vil tage, og det kan variere meget – bare de grundlæggende indstillinger.

Har kunden f.eks. kun ønske om at sende varer for et enkelt gebyr eller skal der oprettes mange forskellige fragtklasser for forskellige typer af produkter?

Det er bare et af de spørgsmål som afgør hvor meget tid det tager at lave en grundlæggende WooCommerce webshop.

Regn med at denne del af processen i hvert fald kan koste tusind kroner eller mere (1-2 arbejdstimer).

Betalingsgateways

Du skal en betalingsgateway. Den gør det muligt at køre kreditkort i din shop.

Du betaler så for at bruge denne gateway, f.eks. Stripe, på abonnement + en pris per transaktion.

Gateway-udbyderne giver dig som regel måske 50, 100 eller 200 betalinger gratis og så derefter tage et lille gebyr per transaktion. Men det kan sagtens være skruet sammen på anden vis.

Her er det en fordel at studere de seneste tilbud nøje, sam oversigter som kortgebyr.dk

Det vil altså sige at prisen varierer utrolig meget, fordi den som regel er afhængig af hvor meget (eller hvor lidt) du sælger.

Så den kan nogle gange betale sig at starte med en løsning som PayPal, hvor du typisk kun betaler per transaktion – indtil du har fået nok gang i salget til at PayPals (forholdsvist høje transaktionsgebyr) bliver for dyrt, og det er bedre at skifte ud med et abonnement + lavere transaktionsgebyr.

Fragtberegning og labels-print

Udover den virtuelle kreditkort-terminal som er din foretrukne betalingsgateway skal du ofte regne med udgifter til købe-Plugins som Pakkelabels el. lign.

Den type Plugins gør det let at printe labels og beregne forsendelse med forskellige fragtselskaber. Men de kræver abonnement – igen – hos en tredjepart og oprettelse

Regnskabs-integration

Mange vil også gerne have integreret deres regnskabs-system med shoppen, hvilket igen typisk kræver at man smutter i byen og køber en tredjeparts-integration (altså et Plugin) som klarer paragrafferne.

Et regnskabssystem som Dinero eller economic kan have flere forskellige Plugins (eller Apps om du vil) til at integrere med WooCommerce, og disse er ofte lavet af andre firmaer, men kan købes via Dinero eller economics hjemmesider.

Jeg vil ikke skrive så meget om hvad det koster her, da det igen kan svinge vildt. Normalt kan jeg godt integrere et regnskabssystem på relativt kort tid hvis alting kører, men hvis jeg f.eks. skal gøre det på en eksisterende shop hvor der er noget galt, f.eks. manglende opdateringer, kan det give hovedpine.

Som udgangspunkt skal du bare være opmærksom på at udgiften er der – også til abonnement på regnskabssystemet (selvfølgelig) – og – integrationen med WooCommerce.

Intet er desværre gratis i denne verden …

Og så lige alt det andet …

Endelig kan der være et hav af småting, alt efter typen af shop, som enten skal laves via kode eller gratis Plugins eller tilkøbes fra markedet af WordPress Plugins.

Det kan f.eks. være muligheder for at printe fakturaer, stregkoder til lagerstyring, abonnementsordninger både for fysiske og digitale produkter og meget. Og meget mere.

Det er selvsagt for vidtgående et emne til at vi kan dække det hele her, men vær forberedt på at i hvert fald en udgift til et system så det blir let at printe labels til pakker og få beregnet fragt, hvilket næsten er et must-have til de fleste shops med fysiske produkter som skal sendes til køberen.

Og alt det rundt om …

Udenom WooCommerce er der også et økosystem som skal være i orden, nemlig det der får WordPress til at køre sikkert og stabilt.

Så du skal også regne med at bruge tid og evt. penge på at få installeret og konfigureret yderligere Plugins til f.eks. sikkerhed, backup, finde døde links, SEO-optimering og meget mere.

Det er som sagt små programmer som kan alt det WordPress ikke kan selv, og som enten kan være gratis eller som man kan købe på de store markeder for software.

Jeg vil ikke sige så meget om Plugins for nu. I princippet kan du lave WordPress næsten uden Plugins, men typisk vil man have brug for i hvert fald 10 Plugins til vigtige funktioner, som ikke kommer med WordPress.

Jeg plejer at tilbyde en basis-pakke med 5-10 Plugins alt efter hvad jeg vurderer kunden har behov for, og for hvad der svarer til en eller to timers arbejdsløn.

Samlet set bliver det …

De her grundlæggende features ved en webshop er noget der altid skal med, for at det hele kan fungere, så det er svært at sammenligne prisen på det i mellem udbydere, fordi det ofte vil være en del af en større pakke.

Men en tommelfinger-regel er, at du skal regne med i hvert fald omkring 5000 kr. minimum til de grundlæggende udgifter for webhotel, domæne, installation af WordPress og WooCommerce, samt abonnement, installation og indstilling af betalingsgateway og andre Plugins.

Og så er vi ikke engang kommet til at lave de enkelte produktsider endnu!

Og en webshop er jo ikke noget uden et flot design og nogle flotte produkter. Det skal vi se på i et kommende indlæg!

DEL

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på print
Print
Del på email
Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *