Jeg ville egentlig have skrevet det her indlæg med en opskrift på hvordan du smartest researcher hvilken software du skal bruge til dit WordPress website. Men nej …
For ved eftertanke, så tror jeg at dem der har brug for at læse sådan en opskrift, sjældent vil gøre det. De vil nemlig ikke researche noget på egen hånd, men hellere vælge ud fra andres anbefalinger, vælge ud fra hvilken firma-hjemmeside der ser flottest ud, eller hvilken sælger der lover mest.
Ovenstående er ikke taget ud af den blå luft!
Jeg har haft adskillige kunder som har valgt deres hjemmeside/shop (en WordPress-opsætning eller noget andet) gennem metode 1,2 eller 3.
Nu har de så opdaget at:
- Andres anbefalinger passede ikke til dem – eller var måske endda vildledende (f.eks. fordi der var talte om ‘skjulte sælgere’ som selv havde et firma der solgte lige netop den løsning de plæderede for)
… - Firmaet/sælgeren efterlod dem med et website som de ikke forstod at bruge og/eller ikke kunne komme ud af uden stort besvær
Hvad får os til at vælge med hovedet under armen?
Så spørgsmålet er om man overhovedet kan give nogle anbefalinger til dem der egentlig har brug for det i denne situation?
Til dem som altid søger hjælp til at træffe ‘sikre’ beslutninger og lægger vægt på hvad andre siger, især hvis disse ‘andre’ skinner af en eller anden form for autoritet (eks. slynger om sig med fag-udtryk)?
Det kan man jo nok et stykke hen ad vejen, og det bør man også – så meget man orker.
En gang hjalp jeg en kunde med at flytte til WordPress. Han kom så nogen tid efter og fortalte at han nu igen er flyttet til en Closed Source platform, fordi ‘det bare er meget lettere at bruge’.
Og begynder så at se spørgende ud, da han opdagede at han ikke kan få en backup af dette nye ‘lette’ website. Det havde sælgeren ikke lige nævnt!
Her er der måske ikke så meget andet at gøre end at vente på, at erfaringen gør for ondt.
Eksemplet ovenfor er i den ekstreme ende af spektret men ikke unikt. Og vel også forståeligt, på sæt og vis.
De fleste af os, inklusive mig selv, har en tendens til at vælge ting i vores liv – fra bøger til computerprogrammer – som er anbefalet af andre, og uden at researche alting til døde først. Det har vi heller ikke tid til.
Og, ja, vi begår alle fejl og lærer af dem, mere eller mindre.
Endelig tror jeg på, at vi alle er draget imod de lette løsninger – lette og billige og gode, alle de ting sælgerne lover.
Der går lige ind i reptil-hjernen og dygtige sælgere ved hvilke psykologiske knapper de skal trykke på.
Så der er en masse forståelige forklaringer på hvorfor vi træffer dårlige valg, når det kommer til at anskaffe os et website. Men det er jo ikke ensbetydende med at vi ikke bør blive bedre til det – også for vores egen skyld.
Der er også en del forståelige forklaringer på, hvorfor jeg vælger at købe en ny bil, på en anbefaling af en ven, eller fordi en god sælger har overbevist mig. Men det er jo ikke det samme, som at jeg ikke kunne – eller burde – have gjort mere selv for at sikre mig, at jeg nu fik den rigtige bil til prisen.
Findes det sikre website-valg?
Men hvor efterlader al den filosofiske snak så os, når jeg nu f.eks. siger, at du bør bruge tid på at researche dit nye website for senere at spare tid og ærgelser når du skal bruge det?
Folk der har bedt om anbefalinger i Facebook-forum-nr.-121-for-iværksættere vil vel sige, de har brugt tid på at researche?
Og folk der har researchet det bedste CMS til lige netop deres webshop i 3 uger, kan stadig risikere at vælge noget der er skod for dem – simpelthen fordi de ikke har forudsætningerne for at forstå nogle af anbefalingerne de læser online, eller kender deres egne behov godt nok.
Så, ja, det er ligesom et lotteri: Der er ingen vandtætte garantier. Kun at du øger din sandsynlighed for at træffe et godt valg – dvs. vinde i lotteriet – jo mere tid du bruger på research inden du vælger. Det svarer groft sagt til at købe flere lodder til lotteriet en et enkelt eller to.
Dog kan man sige at hvis du bruger 3 uger fornuftigt på at researche hvilket webshop-system du bør bruge, så er risikoen for at du kommer dårlig fra start væsentlig mindre, end hvis du vælger i blinde fordi en sælger har sagt x og nogle venner har sagt y.
Væsentlig mindre!
Og hvad mener jeg så med “fornuftigt” ift. research?
1) Gør dine behov så klare som muligt
… før du starter ud.
Hvad skal den her shop indeholde af funktioner, hvad skal du selv kunne styre? Lav en udtømmende liste og snak med andre som har den type business du gerne vil have (se næste punkt).…
2) Undersøg hvad andre har af tilsvarende løsninger
Hvis du f.eks. skal have en tøjwebshop, så find en lille gruppe tøjwebshops på nettet, som er nogenlunde på den størrelse du vil have og kontakt dem – evt. ifbm. en lille ordre – og spørg pænt om deres erfaringer. De fleste vil gerne hjælpe.
Den slags feedback er guld værd, fordi de her shop-ejere har oplevet en situation, som svarer til den du gerne vil opleve.
Det er et uendeligt meget mere værdifuldt alternativ til at få viden, end at stikke hovedet i haj-buret og spørge i et par tilfældige forummer online hvad folk kan anbefale af “gode løsninger til webshop”.
Det er et vagt spørgsmål. Det er et tilfældigt publikum med tilfældige meninger og forudsætninger.
Og du kan være sikker på at der er masser af smarte sælgere som også gerne vil kommentere på sådan et spørgsmål, uden nødvendigvis at være sikre på at de faktisk kan levere den bedste løsning til dig. Bare de kan sælge dig noget.…
3) Insister på at prøvekøre ‘bilen’
… altså webshop-systemet.
Hvis ikke der er gratis konti man kan oprette i en prøveperiode og få adgang til nogle funktioner, så find nogle instruktionsvideoer online. Der findes tusindvis af videoer på YouTube om alle slags webshop-systemer.
Du kan altid prøve en minimalistisk version af WordPress gratis på WordPress.com
Brug bare een aften på at se nogle af dem, hvis du har forelsket dig i Shopify eller WooCommerce og få en ide om hvorvidt du kunne finde ud af, og have det godt med, at bruge netop deres system.
Konklusion
Jeg er overbevist om at hvis du følger de her tre retningslinjer og bruger i hvert fald 2-4 uger på research, så er du rigtig stærkt stillet ift. at vælge en løsning som kommer til at fungere for dig.
Uden et tab af tid og penge som sætter din business i stå i lang tid bagefter, fordi du skal flytte til endnu et system som er ‘lettere at bruge’.
Så selv om der aldrig er garantier for success, så er her en måde at gøre tingene på, som væsentligt øger dine chancer for at få en god website- eller webshopløsning for første gang. (Eller måske anden eller tredje gang.)
Og det er uanset om du vælger WordPress eller et andet system.